Tilsætningsstoffer i fødevarer

Her kan du lære om tilsætningsstoffer i dine fødevarer.

Når du læser etiketten på bagsiden af diverse fødevarer, støder du gerne på begreber som “smagsforstærker”, “konserveringsmiddel” eller “farvestoffer”. I det moderne samfund har fødevareproducenterne nemlig fundet en hel masse tilsætningsstoffer, som de kan blande i fødevarer for at opnå forskellige formål. Nogle tilsætningsstoffer tilføjer mere smag, giver længere holdbarhed eller giver den ønskede farve.

Hvad betyder tilsætningsstoffer?

Som navnet antyder, er et tilsætningsstof et stof, der ikke findes naturligt i bestemte fødevarer og dermed er “tilsat”. Tilsætningsstoffer kan derfor ses som en naturlig del fødevareproducenters forsøg på at tilpasse fødevarer til det moderne supermarked. De fleste forarbejdede fødevarer indeholder nogle tilsætningsstoffer. En god huskeregel er: Hvis fødevarer er meget forarbejdet – eller kan holde sig meget længe ved opbevaring – så er der en god chance for et højt indhold af tilsætningsstoffer. 

Når du kigger på varedeklarationen på fødevarer, vil tilsætningsstoffer stå listet som E-numre. 

  • E100-E190 er numrene for farvestoffer 
  • E200-E299 er numrene for konserveringsmidler 
  • E300-E399 er numrene for antioxidanter  
  • E400-E499 er numrene for konsistensmidler 
  • E620-E640 er numrene for smagsforstærkere 
  • E950-E967 er numrene for sødestoffer 

EU-lovgivning om tilsætningsstoffer

I EU har vi en række love og bestemmelser, der er designet til at beskytte EU-borgere mod skadelige stoffer. Der er regler for indholdet i alt fra makeup over legetøj til – ja, fødevarer. Det er disse regler fra EU, der er hele grunden til, at du kan samle fødevarer op i supermarkedet og læse, hvilke tilsætningsstoffer produktet indeholder. EU har en liste med 350 tilsætningsstoffer, som er godkendt til brug i fødevarer. Derfor kan man trygt vide, at alle tilsætningsstoffer i det mindste er undersøgt og godkendt til at blive indtaget af mennesker.