glutenfri kost

Gluten er en betegnelse, der dækker over størstedelen af proteinerne i hvede, byg og rug. Det er gluten, der blandt andet er med til, at brødet hæver, er elastisk og får en luftig struktur. 

Hvad er der gluten i?

  • Alle produkter lavet på hvede
  • Bulgur
  • Couscous
  • Alle former for byg og produkter, der indeholder byg 
  • Alle former for rug og produkter lavet på rug 
  • Havregryn 
  • Müsli

Derudover kan der være gluten i blandt andet:

  • Brød 
  • Pasta 
  • Kiks 
  • Morgenmadsprodukter 
  • Pålæg
  • Pølser
  • Færdigretter 
  • Krydderiblandinger
  • Chips 
  • Øl 
  • Sovs
  • Slik 
  • Ketchup 
  • Sennep 
  • Remoulade 
  • Revet ost 

Tjek altid varedeklarationen og spørg personalet, hvis du er ude og spise.

Er det sundere at spise glutenfrit?

Mange tror fejlagtigt, at glutenfri kost er lig med sundere kost. Det er dog ikke tilfældet, hvis ikke du lider af cøliaki. Der er nemlig ikke noget, som tyder på, at glutenfri kost er sundere for folk, der ikke lider af cøliaki. Som en del af de officielle kostråd lyder det også, at man skal spise fuldkorn hver dag, da det indeholder vigtige vitaminer, mineraler og kostfibre. Derudover har fuldkorn vist sig at have en række sundhedsmæssige fordele som fx at det forebygger hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og nogle kræftformer. Har du cøliaki, er det dog meget vigtigt at spise glutenfri kost. Gluten kan nemlig skabe store gener hos folk, der ikke tåler det. Har du mistanke om glutenallergi, er det vigtigt at kontakte lægen for yderligere undersøgelse. 

Hvilke produkter er glutenfrie?

Selvom der er mange ting, man skal holde sig fra, hvis man lider af cøliaki (glutenallergi), så findes der alligevel en lang række muligheder for at finde glutenfrie muligheder. 

Herunder er en liste med eksempler på glutenfrie fødevarer.  

  • Quinoa
  • Nødder og kerner 
  • Bønner 
  • Kokos
  • Linser
  • Kikærter 
  • Frugt 
  • Grøntsager 
  • Fuldkornsris 
  • Produkter på majsmel 
  • Produkter lavet på glutenfri mel 
  • Glutenfri havregryn 
  • Fisk 
  • Kød 
  • Mejeriprodukter 
  • Saft
  • Juice