Glutenallergi (cøliaki)

brød med gluten

Cøliaki, eller bedre kendt som glutenallergi, kategoriseres ikke som en fødevareallergi, men er derimod en kronisk tarmsygdom, der udløser en uhensigtsmæssig reaktion ved indtagelse af gluten. Gluten er et protein, der findes i kornsorterne hvede, byg, rug og havre, som er i kornprodukter. Det er faktisk helt fejlagtigt at kalde det glutenallergi, for der er slet ikke tale om en allergisk reaktion. Der er derimod tale om en sygdom, hvor fimrehårene i tarmene forsvinder og hæmmer optagelsen af maden. Når man har cøliaki og indtager gluten, opstår der betændelse, og kroppens immunforsvar går til angreb på tarmen for at afstøde glutenpartiklerne i kroppen. 

Symptomer på cøliaki (glutenallergi)

  • ondt i maven 
  • oppustethed 
  • hyppig afføring 
  • løs afføring
  • omfangsrig afføring 
  • gråhvid afføring 
  • ildelugtende afføring 
  • vægttab 
  • diarré 
  • forstoppelse 
  • træthed
  • jernmangel 

Ubehandlet cøliaki kan desuden medføre en række følgesygdomme, herunder mangeltilstande, knogleskørhed, blodmangel, tarmkræft, lymfekræft og ufrivillig barnløshed. Ved en blodprøve og en kikkertundersøgelse vil lægen kunne stille diagnosen. 

Hvad skal man undgå, hvis man har cøliaki?

Når man ikke kan tåle gluten, er det vigtigt, at man undgår gluten helt resten af livet. Ved glutenfri kost vil slimhinden i tarmen blive normaliseret, og symptomerne vil gå væk. Glutenfri kost betyder, at man skal undgå hvede, rug og byg (evt. havre) helt. Der findes gode glutenfrie produkter på markedet.