Rosenkål

Rosenkål

Rosenkålen er et af havekålenes yngste medlemmer og stammer fra midten af 1700-tallet. Denne vinterhårdføre grøntsag giver mulighed for at høste friske grøntsager i haven i januar og februar, hvor der ellers er sparsomt med friske råvarer. Rosenkål er egentlig forkortede sideskud, hvor de små blade sidder helt tæt og dermed danner de karakteristiske små hoveder.

Hvorfor rosenkål smager bedst efter frost

Rosenkål har ikke altid haft det bedste ry blandt den danske befolkning, og en af grundene hertil kan være, at grøntsagen ikke har fået tilstrækkelig frost og kulde inden høst. Det kan være skyllet, at den har været høstet for tidligt – så smager den mere intenst af kål og har en mere bitter smag. De vinterhårdføre sorter får først den rigtige smag efter nytår, når kulden for alvor har sat ind. Frosten er altså afgørende for, at rosenkål udvikler sin karakteristiske og milde smag. 

I foråret, når varmen kommer, bliver rosenkålene løse, og stænglerne begynder at vokse. De ligner nu sideskuddene på de andre havekål, når de går i blomst i foråret. Disse skud er faktisk en delikatesse, ikke kun på rosenkål, men på alle slags kål.

En lækker tilberedning af rosenkål er at halvere dem og stege dem på en pande med masser smør, indtil de får en gylden overflade. Dette fjerner tilmed den del af rosenkålens naturlige bitterhed.

Dyrkning af rosenkål

Rosenkål kan dyrkes på alle slags jord, der ikke er vandlidende. Det bedste er dog en god, kraftig lermuld i god gødningstilstand. Jorden skal have en pH-værdi på 7 til 7,5, ligesom det kræves til andre kål.

Grøntsagen skal gødes godt hele vækstsæsonen, men kulturen må ikke overgødes eller forkæles alt for meget, da det kan give løse hoveder og mindre vinterhårdførhed. Rosenkål har en meget lang vækstsæson, og derfor bør en del af komposten tilføres enten som vinterdække i efteråret eller som næsten helt omsat kompost i foråret. Resten tilføres som et tykt lag jorddække i form af delvist omsat kompost, der langsomt omsættes i løbet af vækstsæsonen.

Vanding og pleje

Man er nødt til at vande i tide i tørre somre, dels for at planterne kan vokse optimalt, dels for at komposten og jorddækket kan omsættes, så planterne ikke kommer til at mangle plantenæringsstoffer. Planterne kan sagtens overleve en tørkeperiode uden vanding, men det vil give mindre planter og navnlig for små rosenkål.

Rosenkålssorterne har forskellig udviklingstid, og det er vigtigt ved køb af frø at sørge for at få vintersorter, hvis man vil kunne høste i perioden januar til marts. Som hovedregel er sorter med kort udviklingstid ikke hårdføre efterårssorter, mens de hårdføre vintersorter har en lang udviklingstid.

Udplantning, støtte og knibning af rosenkål

Da rosenkål har en lang udvikling, kan de med fordel forkultiveres. De kan sås i potter eller kasser i et drivhus fra april og derefter udplantes i maj. Som huskeregel siges det, at allerseneste tidspunkt for udplantning af kål er grundlovsdag, den 5. juni.

Der er stor forskel på, hvor høje sorterne bliver. Nogle kan blive over en meter høje, og dem er man nødt til at binde til en pæl, ellers vil de vælte i løbet af vinteren, når de bliver tunge i toppen af kålen.

Hvis man fra midt i august til midt i september kniber topskuddet af de tidlige sorter, som skal høstes inden jul, vil rosenkålene få en mere ens størrelse. 

Det er vigtigt at sørge for at topskuddet ikke ødelægges, da planten så standses i længdevæksten og derfor kun vil give få, meget store rosenkål.