Hummus

hummus med brød til

Hummus har sin oprindelse i Mellemøsten, og grundelementerne i er kogte kikærter, olivenolie, tahin, citronsaft og hvidløg. I dag er hummus for mange en naturlig del af madlavningen, og det er ikke unormalt at spise det til dagens måltider. Hummus er nemlig en cremet og alsidig dip eller spread, der kan fungere sammen med mange forskellige fødevarer og indgå i mange retter – også frokostretter. Det fungerer særligt godt som dip til brød, grøntsagsstænger eller rugbrødschips, som spread i en sandwich, som en del af en frokostsalat eller i en wrap eller pitabrød. 

Hummus kan købes i supermarkeder eller laves selv. Laver du det selv, er processen nem og ligetil. Det eneste, du skal gøre, er at komme ingredienserne i en foodprocesser og tilsætte en smule vand til den ønskede konsistens er opnået. 

Hummus kommer i forskellige afskygninger

Kikærter er som nævnt en af grundingredienserne, men der findes efterhånden mange muligheder for at lave hummus på en anden base. Der er nemlig en række andre ingredienser, som kan give dippen den lækre, cremede konsistens. Det kan fx laves på en base af butterbeans, grønne ærter, kogte linser, græskar eller søde kartofler. Smagsvarianterne er ligeledes mange, og det er bestemt ikke begrænset til den klassiske kombination af olivenolie, tahin, citronsaft og hvidløg. Der er derfor mange muligheder for at finde en hummus, der matcher forskellige retter eller dine personlige præferencer. 

Eksempler på smagsvarianter af hummus 

  • Chili 
  • Rødbede 
  • Soltørrede tomater 
  • Gulerødder 
  • Bagte peberfrugter 
  • Spinat 
  • Avocado
  • Gurkemeje
  • Karry 
  • Basilikum 
  • Koriander