Gulerødder er blandt danskernes favoritgrøntsager, når det kommer til frokostmåltidet – kun overgået af agurk og tomat. Gulerødder har en sødlig og frisk smag, som fungerer godt til mange frokostretter. Det kan fx være som gnavegrønt med hummus, i en syrlig råkostsalat eller som et sprødt element i en blandet salat. Gulerødder kan også indgå i varme retter og søde retter, og de kan koges, steges, bages, svitses og dampes.
Gulerødder bør spises sammen med fedt
Gulerødder er desuden fyldt med gode kostfibre, der holder dig mæt. Og så er gulerødder spækket med vitamin A, C og K. For at kroppen kan optage A- og K-vitaminerne bør du spise gulerødder sammen med et måltid, der indeholder fedt eller sammen med noget andet fedt fx fra hummus.
Vitaminerne i gulerødder bidrager til et styrket immunforsvar og til at styrke huden og øjnene. Derudover hjælper de med at dine sår kan hele.
Opbevaring og holdbarhed
Gulerødder skal opbevares i køleskab og kan holde sig 2-3 uger på køl.
MENU