Guide til sunde madvanerSunde madvaner og sund kost er for mange mennesker i fokus netop nu. Julen er ved at have lagt sig, og det nye år nærmer sig med hastige skridt. For rigtig mange mennesker betyder det et større fokus på og ønske om en sundere livsstil med sund mad.

Bliv klogere på sund kost og gode madvaner i dette blogindlæg, hvor vi blandt andet kommer med 6 gode råd.

Derfor er sund kost vigtig

Mad er kroppens benzin og byggesten, og uden mad fungerer vi som mennesker dårligt. Gennem mad får vi nemlig næringsstoffer, der skal sikrer kroppens funktioner. Men det er ikke alt. Sund kost og generelt sunde madvaner kan styrke immunforsvaret, forebygge livsstilssygdomme og give mere energi og større velvære.

Hvad er sund kost?

Der er udarbejdet en række officielle kostråd, som sætter rammerne for sunde og klimavenlige madvaner. Ud fra Fødevarestyrelsens anbefalinger og officielle kostråd består en sund kost af blandt andet:

  • 600 gram frugt og grønt om dagen
  • 100 gram bælgfrugter dagligt
  • 75 g fuldkorn om dagen
  • 250 ml fedtfattige mælkeprodukter om dagen
  • Max 350 gram kød om ugen
  • Minimum 350 gram fisk om ugen
  • Vand til at slukke tørsten
  • Begrænset mængde søde sager og alkohol

Hvordan får jeg sundere madvaner?

Nedenfor har vi samlet 6 råd til at skabe bedre madvaner og sikre en sund kost.

1. Spis alle hovedmåltider

Det er vigtigt at have energi til alle dagens gøremål. Sørg derfor for, at du ikke springer hovedmåltider over. Det gælder både morgenmad, frokost og aftensmad. En god måde at sikre en sund og nærende mad i hverdage og sikre, at man ikke springer måltider over er ved at have en sund frokostordning på arbejdspladsen.

2. Køb ind på fuld mave

Du kender det måske? Dit blodsukker er lavt, og maven knurrer i supermarkedet om eftermiddagen. Her er der større sandsynlighed for, at der ryger søde sager eller for meget mad i kurven. Sørg derfor for at spise mellemmåltider, og lad være med at købe ind på tom mave.

3. Fokusér på maden, når du spiser

Sørg for at fokusere på maden, når du spiser i stedet for at se fjernsyn, sidde ved computeren etc. Hvis du nyder maden, smager ordentlig på den og får tygget den tilpas, kan man bedre mærke mæthedsfornemmelsen, når den rammer.

4. Gør frugt, grønt og fuldkorn nemt tilgængeligt derhjemme

Du kan også hjælpe de sunde madvaner på vej ved at tage et kig i dine skuffer og skabe derhjemme. Gør frugt, grønt og fuldkorn mere tilgængeligt. Stil det frem på bordet, hav det synligt i køleskabet, eller læg det i de skabe, som du ofte åbner.

5. Portionsanret i køkkenet

I de officielle kostråd står der blandt andet, at en del af en sund kost er, at man ikke skal spise for meget. Det kan man dog nemt komme til, hvis gryder, pander, skåle og fade står fremme på spisebordet. Når det står fremme, signalerer det, at der er mere mad, og det bliver nemmere at tage en ekstra portion (selvom man ikke længere er sulten). Prøv derfor at lave portionsanretninger og lade gryder, fade etc. stå i køkkenet. Mange vil opleve, at man spiser mindre, og stadig bliver mæt.

6. Drop “alt eller intet”-tankegangen

Rigtig mange mennesker tror, at sund mad og sunde vaner handler om, at man intet usundt må spise. Men det er ikke tilfældet. Som beskrevet i ovenstående afsnit handler det om at indtage det i begrænsede mængder. Det er derfor okay at spise søde sager, selvom man har et ønske om sundere madvaner. Det handler bare om ikke at have en “alt eller intet”-tankegang. Har man denne tankegang, ender man ofte med at få skyldfølelse, når man spiser ét stykke chokolade eller ét stykke kage. Det kan resultere i, at man siger “så er det også bare lige meget at spise sundt i dag, jeg starter i morgen”, og man ender med at spise hele chokoladepladen eller hele kagen.

Vil du have flere gode råd om mad?

Vi har et helt blogunivers, hvor vi løbende opdaterer med inspiration, opskrifter og gode råd om alt inden for mad og sundhed.