De mørke måneder er over os, og for mange gør det noget ved energiniveauet og overskuddet i hverdagen. Der er flere ting, man kan gøre for at få mere energi og overskud i vintermånederne, og en af de ting, man kan kigge på, er kosten. Sund mad kan nemlig bidrage positivt til energikontoen, mens junkfood kan booste tætheden, ugideligheden og det lave energiniveau.
Her får du gode råd til at booste dit energiniveau igennem dine madvaner denne vinter.
Vælg rigtig mad frem for hurtige løsninger
“Uden mad og drikke, dur helten ikke”. Det er garanteret et udtryk du har hørt i barndommen. Og det er ikke uden grund. For der er faktisk noget om det. Kroppen er en motor, der har brug for benzin for at fungere. For at booste energien i vintermånederne er det ekstra vigtigt at spise rigtig mad frem for at vælge de hurtige løsninger i form af færdigretter. Når vi siger rigtig mad, så mener vi fødevarer, som er rig på næring, og som giver en god mæthedsfornemmelse og sikre energi i løbet af dagen. Det er fx grove grøntsager, fuldkornsprodukter, mejeriprodukter og proteinholdige fødevarer som kød, fisk og bælgfrugter. Færdigretter mætter typisk mindre og holder dermed ikke energien oppe lige så længe.
Få tilstrækkeligt med kulhydrater
Musklerne og hjernen har brug for energi, og her spiller indtaget af gode kulhydrater en vigtig rolle. Sørg for at få nok af langsomme og komplekse kulhydrater, som har en mere kompleks og langsomt nedbrydningsproces. De giver mere stabil energi. Denne type kulhydrater findes blandt andet i fødevarer som grøntsager, rugbrød, fuldkornsbrød, fuldkornspasta, gryn og lignende.
Få fedtstoffer hver dag
Fedt har en række vigtige funktioner i kroppen og bidrager positivt til energiniveauet. Én af funktionerne er blandt andet at sikre optagelse og transport af en række vigtige fedtopløselige vitaminer. De gode fedtstoffer fås blandt andet fra fede fisk, avocado, nødder og olie.
Spis forskellige madvarer
Det er en god idé at spise varieret og sørge for at få mange forskellige fødevarer. Det kan fx gøres ved at vælge sæsonens frugter og grøntsager og ved at spise mange forskellige former for protein, grøntsager, frugter og fuldkornsprodukter i løbet af en dag og en uge. Ved at spise mange forskellige, næringsrige fødevarer giver du kroppen et naturligt energiboost og mange forskellige næringsstoffer, vitaminer og mineraler.
Drik nok vand
For at kroppen kan fungere, og energiniveauet holdes oppe, er det vigtigt at få tilstrækkeligt med vand i løbet af dagen. Det anbefales, at man drikker mindst 1,5 liter vand dagligt. I de officielle kostråd lyder anbefalingerne desuden, at man generelt bør slukke tørsten i vand frem for juice, sodavand og lignende.
Hold igen med søde sager og junkfood
Det kommer nok ikke som en overraskelse, når vi siger, at søde sager og junkfood ikke er fyldt med god næring og vitaminer, der bidrager positivt til at opretholde kroppens funktioner. Men selvom det ikke er en overraskende melding, så siger vi det nu alligevel. Når vi taler energiniveau, vil slik, kage, chips og fastfood give en kort og umiddelbart tilfredsstillelse, men kort efter vil energien være forduftet, og træthed og energiforladtheden vil vende retur.