Madspild-frokostordninger.dk rådMadspild er kommet på den politiske dagsorden og har efterhånden også sneget sig ind i husholdningen. Vi er blevet mere bevidste om vore madvaner, og hvor mange råvarer der egentlig ender i skraldespanden fremfor på tallerkenen. Og første skridt mod at blive bedre er selvfølgelig at anerkende og blive bevidst om, at der er et problem. Så langt så godt! Flere rapporter viser, at vi over de seneste år har reduceret vores madspild i privaten – men der er plads til forbedring.

 

Lav indkøbslister og køb kun det, der er behov for

Når vi er i supermarkedet, har vi til tider svært ved at styre impulserne. De gode tilbud kan være yderst fristende, og det kan virke som om, at de næsten er for gode til at dreje udenom. Men hvis I kommer hjem med en alt for stor mængde mad, er der stor risiko for, at noget smides ud – og så var tilbuddet i virkeligheden ikke så godt. Overvej derfor – hver gang du ser et godt tilbud – om du får det spist. Det samme gælder ved de populære mængderabatter. ”Få 10 og betal for 5”: Det virker lokkende, men er det realistisk, at det bliver spist? Og hvis du på forhånd kan se, at det ikke bliver spist, er du så sikker på, at der er plads nok i fryseren? En af måderne til at undgå impulsernes fristrøm er ved at lave indkøbslister. De hjælper dig med at holde fokus.

Køb ind efter dit køleskab

Når du står derhjemme og udformer indkøbslisterne (fordi du selvfølgelig har taget ovenstående råd til dig), så er det en god idé at tage udgangspunkt i køleskabet. Resterne bruges bedst, hvis de inkorporeres i madplanen. Så når du står og overvejer, hvad aftensmaden skal stå på de næste dage, så lad dig inspirere af, hvad der i forvejen gemmer sig på hylderne.

Frys maden ned og brug rester smart

Vi kan have tendensen til at smide rester ud, fordi vi ikke har andet at bruge dem til. Ligeledes har vi en tendens til at smide den sidste portion mad ud, hvis der alligevel ikke er nok til et fuldt måltid mere. Men de små ’sjatrester’ kan sagtens bruges igen. Hvis du i stedet for at smide resterne ud, gemmer dem i fryseren, kan de oftest sættes sammen i nye, spændende retter. Det gælder bare om at være kreativ og lade sig inspirere af forskellige opskrifter.

Udnyt frokostordningen fuldt ud

Hvis I til dagligt har en frokostordning på arbejdspladsen, kan I med fordel vurdere, hvor meget mad der er tilbage hver dag. Hvis der konstant er for meget mad, er det et tegn på, at I måske kunne nøjes med en eller to kuverter mindre. Derudover kan I – medarbejderne imellem – pakke resterne af maden ned i fryseposer og tage dem med hjem. På den måde kan maden spises umiddelbart efter, man kommer hjem – og hvis det ikke passer ind i madskemaet, kan den som alternativ lægges direkte i fryseren.

Held og lykke med at reducere madspildet – husk, at det blot er et spørgsmål om at ændre små vaner!