ramsløg i naturen

Her i det tidlige forår starter sæsonen for ramsløg. Ramsløg er sammen med svampe en af de råvarer, som vi danskere kan gå ud i naturen og finde og plukke selv. Da størstedelen af os finder vores mad i køledisken i supermarkedet, kan det for mange være en særlig oplevelse at gå “på jagt” ude i naturen efter ramsløg og tage det med hjem og tilberede selv. Man skal selvfølgelig bare lige vide, hvor man skal lede.

Hvordan smager ramsløg?

Ramsløget smager lidt som hvidløg men er en del blødere i smagen. Det er derfor en perfekt erstatning for hvidløg for dem, der gerne vil undgå den lidt skarpe (og vedhængende) hvidløgssmag. Smagen kan faktisk beskrives som om hvidløg, porrer og purløg fik et barn sammen – og kaldte ham ramsløg. Den lidt mildere smag passer særlig godt i friske retter, hvor det traditionelle hvidløg kan have en lidt for skarp smag. Ramsløgspesto er en klar favorit, og så er den meget nem at lave selv.

Er ramsløg sunde?

Den lille plante er rig på antioxidanter, mineraler og C-vitamin – så du kan bare spise løs! Generelt er alle planter, der vokser vildt, meget sunde. De er nemlig ikke plantet ved brug af pesticider eller på udpint landbrugsjord. De indeholder alle de næringsstoffer, der er i den frodige skovbund, hvor de gror. 

Hvor finder man ramsløg?

Ramsløg vokser vildt i Danmark, og det er derfor slet ikke nødvendigt at købe dem i supermarkedet. Det kan være en oplevelse i sig selv at gå på ramsløg-jagt i dit lokalområde, for de vokser vildt overalt. Særligt blandt byboere, der sjældent har mulighed for at ‘plukke’ eller samle deres egen mad. At lede efter ramsløg i skovbunden er faktisk noget vores forfædre har gjort i årtusinder. Det lille løg har nemlig tæt tilknytning til Danmark og kan spores helt tilbage til bronzealderen, men har højst sandsynligt eksisteret før.

Sådan finder du ramsløg

Bor du omkring de større byer i landet kommer her en lille guide til, hvor du med næsten 100% sikkerhed kan finde ramsløg. Ramsløgene foretrækker skyggefulde og fugtige steder, så kig under træerne, når du går på jagt. Men pas på, hvis du er den uerfarne ramsløg-jæger, for de kan nemlig let forveksles med den giftige liljekonval. Husk at dufte til dem og dufter de af hvidløg, så er der bid. Bonus er, at de ofte vokser i store kolonier, som gør dem nemme at spotte. Du skal altså ikke finkæmme skovbunden.

Gå på jagt i dit lokalområde

København: Kongelunden på Amager og i Søndermarken mellem Frederiksberg og Valby.

Aarhus: Fløjstrup skov og Riis skov uden for Aarhus.

Odense: Store Dannesbo og Avernakgaard.

Opskrift på ramsløgspesto

Hvorvidt vores forfædre også blendede deres ramsløg til en god pesto er ikke til at vide. Uanset hvad, så følger her en opskrift på ramsløgspesto, der med sikkerhed vil rock your world

OBS: Husk at rense ramsløgen grundigt inden tilberedning.

  • 2 håndfulde ramsløg
  • 1,5 dl god olivenolie
  • 0.5 dl let ristede pinjekerner (solsikkekerner kan også bruges og giver en mere nøddeagtig smag)
  • 0,5 dl ost (parmesan er god eller vil du keep it local brug da vesterhavsost). Vil du holde det vegansk kan du med fordel tilsætte flere pinjekerner i stedet for ost.
  • Havsalt

Blend ramsløg og pinjekerner i en foodprocessor eller med stavblender og tilsæt olien lidt ad gangen. Riv osten fint og vend den i blandingen. Smag til med salt. Der skal bruges mindre salt, hvis du bruger ost, da osten i sig selv er salt. 

Brug den friske ramsløgspesto i pastaretter, forårssalater eller sandwich. Den smager ekstra godt, fordi du selv har fundet den i skoven. Velbekomme!

Vil du have mere inspiration til forårets opskrifter og sæsonens råvarer, kan du læse mere her.  

Er du vild med sæsonbetonet mad?

Hos Frokostordninger.dk er vi vilde med mad i sæson. Har du det ligesom os? Og ønsker du, at det skal implementeres i frokostordningen på din arbejdsplads? Så er det intet problem. Vi tilbyder flere sæsonbetonede frokostordninger fra et bredt udvalg af køkkener i Storkøbenhavn, Nordsjælland og Aarhus. 

Læs mere om mulighederne for en frokostordning i København, Århus og Nordsjælland.