Frokostordning-_inspiration til græskarretterVi er i oktober-måned, og det betyder halloween. Det hylder vi selvfølgelig gerne hos Frokostordninger.dk. Helt præcist den 31. oktober. Halloween er et fænomen, som vi ofte forbinder med USA. Det er da nok også staterne, der har udgjort den største inspirationskilde for os her i Danmark. Men halloween stammer faktisk fra en keltisk festival, Samhain, som første gang blev afholdt i Irland. Det er altså ikke helt korrekt, når vi refererer til USA som den store fader til allehelgensaften, som det jo hedder på dansk. Ikke desto mindre har vi taget mange af de amerikanske skikke til os: Vi klæder os ud, vi leger “slik eller ballade”, vi hylder uhyrerne og monstrene, og vi skærer græskar ud og sætter lys i. Men hvad kan man egentlig ellers bruge de smukke græskar til?

Det fantastiske græskar

Græskar er blevet mere og mere udbredt som madvare i Danmark, og det er der god grund til. Der er rigtig mange lækre opskrifter, hvor det orange ‘hovede’ indgår – enten som hovedingrediens eller som tilbehør. Få inspiration til din næste græskarret her – du kan jo passende servere det i forbindelse med halloween.

Hvis du er helt ny, når det kommer græskar, kan det være lidt udfordrende at komme i gang. For hvilke græskar vælger man, og kan man spise dem alle, og hvad nu hvis man kommer til at købe et pyntegræskar? Som ordet afslører, så er det ikke en god idé at købe pyntegræskar, hvis du skal lave mad. Hvis du slår opskrifter op på nettet, vil du ofte falde over butternut squash (ja lidt forvirrende, men det er et græskar) og hokkaido. Begge græskar er rigtig gode til madlavning og relativt lette at gå til. Så star eventuelt med én af dem. Men hvad kan du så bruge dem til?

Inspiration til opskrifter

Hvis græskarret skal fungere som hovedrollen i en ret, så er suppe et oplagt valg. Du kan både bruge et hokkaido og butternut. Derudover er ingredienser som ingefær, gul karry, kokosmælk rigtig gode at bygge suppen på omkring. Hvis du vil gå fuld thai-vej, kan du desuden supplere med fiskesauce, kaffir limeblade, lime, og chili. Hvad du ellers vil putte i, er faktisk op til dig. En suppe kan altid gøres personlig eller praktisk ved at tilføje noget, man lige har liggende i køleren, eller noget man simpelthen bare elsker. Suppen kan enten spises vegetarisk, eller også kan du supplere med valgfrit kød.

Græskar kan også bruges som et substitut for eksempelvis spaghetti. Det kan gøre en ordinær ret lidt mere speciel, og så kan det også øge scoren på sundhedsbarometret en smule. Hvis du vil lave spaghetti ud af squash, er det oplagt at bruge enten butternut eller spaghetti squash. Førstnævnte er mere ‘klassisk’ græskar, mens sidstnævnte ligger lidt tættere på en squash/zucchini i smagen.

Sidst men ikke mindst så er græskarret også bare et fantastisk tilbehør. Hvis du bager det og eventuelt tilføjer lidt olie og krydderier, vil det fungere perfekt som det sunde element på en tallerken. Smagen er dyb og lækker.