Det bliver køligere, bladene begynder at falde af træerne, og mørket kommer snigende. Det kan kun betyde, at det er tid til én ting: suppe. Det er nemlig en rigtig efterårsspise, som man kan lune sig på. Derfor er supper perfekte at nyde i det grå, kølige efterår. Det gode ved efterårssuppe er ikke kun, at man kan varme sig på det. Efterårets lækre råvarer kan også komme i spil, og så smager de lune supper fantastisk.

Her får du 3 lækre opskrifter på efterårssuppe, hvor årstidens råvarer bliver brugt.

 

Efterårssuppe med butternut squash og græskarkerner

Efterårets suppe med butternut squash Butternut squash er også en af efterårets klassiske grøntsager, som smager helt vidunderligt i en suppe. Dens søde, nøddeagtige smag kombineret med gulerødder, hvidløg, løg og en masse varme krydderier passer perfekt til efterårets kolde aftener.

Ingredienser (4 personer)

  • 1 butternut squash
  • 3 gulerødder
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • Vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2 laurbærblade
  • 1 tsk timian
  • 1 tsk rosmarin
  • Salt og peber
  • Smør eller olie til stegning
  • Creme fraiche til toppen
  • Græskarkerner til pynt

Fremgangsmåde

  • Skær butternut squash og gulerødder i mindre tern (husk at vaske og skylle det godt.) Hak løg og hvidløg fint.
  • Svits løg og hvidløg i en gryde.
  • Tilsæt gulerødder, butternutsquash og krydderier (undtagen laurbærblade) i gryden og svits det i 5-10 minutter.
  • Tilsæt vand så det dækker grøntsagerne. Opløs bouillonterning, og tilfør laurbærblade og lidt salt. Lad det koge ved middel varme i cirka 20 minutter.
  • Fjern laurbærbladene, og blend suppen med en stavblender.
  • Smag til med salt og peber
  • Server med i en dyb tallerken med en smule creme fraiche og et drys græskarkerner.

Velbekomme.

Suppe kartoffel, porre og bacondrys

Efterårssuppe

Både kartofler og porrer er i sæson, og hvad bedre end at bruge det til en lækker, cremet suppe med sprødt bacon på toppen.

Ingredienser (4 personer)

  • 1 kg skrællede kartofler
  • 1 dl fløde (piskefløde eller madlavningsfløde)
  • 3 porrer
  • 1 løg
  • 2 bouillonterning
  • Vand
  • Salt og peber
  • 200 gram bacon i tern
  • Evt. purløg eller forårsløg på toppen

Fremgangsmåde

  • Steg bacontern i en gryde. Når de er færdige, sættes de til side på en tallerken eller i en skål. Lad fedtstoffet blive i gryden.
  • Skær porrer, løg og kartofler i tern, og svits det hele i gryden med fedtstoffet fra bacon i et par minutter.
  • Tilsæt vand, bouillonterning og salt, så det dækker grøntsagerne. Lad kartofler, porrer og løg koge i cirka 15-20 minutter, eller til de er helt møre.
  • Hæld evt. lidt vand fra og blend med en stavblender.
  • Tilsæt fløde. Hvis den er for tyk, tilsæt vand. Er den for tynd, tilsætter du mere fløde. Suppen skal være cremet.
  • Smag til med salt og peber.
  • Server med bacondrys og evt. hakket purløg eller purløg på toppen.

Så er der serveret.

Suppe med efterårets rodfrugter og brødcroutonerSuppe med efterårets rodfrugter

Rodfrugter er endnu en efterårsspise, som fungerer perfekt i en lun suppe. Du kan bruge lige præcis de rodfrugter, du kan lide, og du kan sammensætte dem, som du ønsker.

Ingredienser (4 personer)

  • 1 kg blandede rodfrugter fx. gulerødder, søde kartofler, knoldselleri og jordskokker.
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2 dl fløde
  • Vand
  • Salt og peber
  • Laurbærblade
  • Kviste af timian og rosmarin
  • Smør eller olie til stegning
  • Daggammelt brød til brødcroutoner
  • Olivenolie

Fremgangsmåde

  • Skræl rodfrugterne, og skær dem i mindre tern. Hak løget groft.
  • Svits løg og hvidløg i en gryde et par minutter. Tilsæt rodfrugter.
  • Tilsæt vand, bouillonterning og salt, så det dækker rodfrugterne. Tilsæt laurbærblade og kviste af timian og laurbærblade.
  • Lad det koge i cirka 30 minutter, eller indtil grøntsagerne er møre.
  • Mens suppen koger, kan du laver brødcroutoner. Skær brødet i mundrette størrelser, vend det i olivenolie, salt og peber. Tilbered dem på en varm pande med smør.
  • Fjern kviste og laurbærblade fra suppen, og blend det hele sammen med en stavblender.
  • Tilsæt fløde, så suppen bliver cremet og lækker.
  • Smag til med salt og peber.
  • Server med hjemmelavede brødcroutoner.

God fornøjelse.

Vil du have flere opskrifter?

Vores  blogunivers opdateres løbende med inspiration og lækre opskrifter, der er sæsonaktuelle, lækre og nemme at gå til. 

Frokostordninger.dk sørger for, at virksomheder i København, Nordsjælland og Aarhus får lækker frokost hver dag. Skal vi også sørge for jeres frokost? Få 3 tilbud på en frokostordning her.