Retter med grøntsager - frokostordninger.dkEr du én af dem, der har reflekteret over det forrige år og kommet til den konklusion, at 2020 skal være et sundere år? I så fald er du nok ikke den eneste. I stedet for at have så meget fokus på at gøre januar til en sund måned, hvor du en dag fra den ene vender hele din madpyramide på hovedet, kan du i stedet forsøge at implementere sunde retter ind i din hverdag hele året. Sund behøver ikke at betyde kedeligt, og det behøver heller ikke betyde, at du skal opfinde den dybe tallerken. For nogle kan det være svært at finde inspirationen til at lave sund mad – især hvis det ligger udenfor komfortzonen. Man føler måske, at en større jagt på mærkelige råvarer skal igangsættes, at man skal forholde sig til en opskrift, hvor man ikke kender halvdelen af ordene, eller at man pludselig tvinges til at tænke uden for boksen.

I dag er det rigtig nemt at finde inspiration til sunde retter på nettet. Men hvis man stadig synes, at det virker uoverskueligt, når Google spytter 100.000 resultater ud, så kan man sagtens gøre det mindre komplekst. Du kan eksempelvis have fokus på at gøre dine retter mere sunde ved blot at tilføje flere grøntsager – i nogle retter kan det næsten ikke engang smages. Så selv de kræsne kan være med.

Hvis du – eller I som virksomhed – har et ønske om at indføre flere grøntsager i hverdagen, kan en sund frokostordning være en måde at gøre det på. I skal blot beskrive det i formularen, hvis I ønsker en frokostordning, hvor sundheden er i fokus.

Eksempler på retter, som du nemt kan supplere med grøntsager

For at gøre det så nemt som muligt, er der i det nedenstående taget udgangspunkt i retter, hvor grøntsager faktisk bare kan tilføjes direkte til den oprindelige opskrift. Du behøver derfor ikke bruge tid på at researche på nye opskrifter, som du har svært ved at forholde dig til.

Lasagne
I en klassisk lasagne indgår der flåede eller hakkede tomater i opskriften. Så på den måde er du allerede godt på vej. Men der er ingen grund til at stoppe der. Du kan sagtens tilføre mange flere grøntsager, som ikke bare vil gøre smagen fyldig på en anden måde, men også gøre retten mere mættende (og sund selvfølgelig). Et godt udgangspunkt er at kigge køleskabet igennem. Hvis du har nogle grøntsager, som du ikke helt ved, hvad skal bruges til, eller som måske lever på sidste dato, så smid det i kødsaucen. Eksempler kunne være gulerødder, pastinak, spinat, svampe og hvidkål. Hvis du gerne vil “skjule” grøntsagerne, så man næsten ikke lægger mærke til, at de er der, så er det en god idé at hakke dem fint. Kog dem med sammen med resten af kødsaucen, og pludselig har du en langt mere sund ret (og mere af den!).

Wok
Wok er måske den ultimative ret, hvis du skal tilføre flere grøntsager. Måske fordi at der er så mange forskellige måder at lave det på, og at præmissen faktisk består i, at du kan smide lige det, du lyster,  i. Hvilke grøntsager, der vil være mest optimale, afhænger også af, hvilken en form for wok du laver. Hvis du laver wok, hvor soya spiller en hovedrolle, er kål rigtig godt – særligt spidskål. Hvis du er glad for wok med karry, er både broccoli, gulerødder, bønnespirer og peber gode. Igen er det dog værd at pointere, at stort set alle grøntsager kan smides i gryden. Se retten som en stor omgang biksemad, hvor de fyldige krydderier og væsker vil binde det hele sammen, og hvor du faktisk bare kan slå dig løs!

Tærte
Tærte er en rigtig god ret at begive sig ud i, hvis du har nogle rester, du skal have brugt. På samme måde er det en optimal ret, hvis du gerne bare vil kaste nogle grøntsager på panden uden at tænke for meget over det. Der findes mange varianter af tærte, og vi har nok alle vores “go to” tærte, eller i alt fald en yndlings. Næsten lige meget hvilken en, du plejer at trække på, er der gode muligheder for at smide lidt fra grøntskuffen oven i.