“Prøv nu bare én bid!”
“Du kan jo ikke vide, om du kan lide det, før du har smagt det.”
“Det smager altså ikke af noget!”

Som kræsen kender du måske nogle af de her sætninger alt for godt. Kræsenhed bliver ofte misforstået som snobberi eller barnlighed – og kan være kilde til både ubehagelige blikke og pinlige kommentarer. Men faktisk handler det at være kræsen ofte om noget helt andet: sansefølsomhed, kontrol, oplevelser – eller blot personlig præference.

Og der findes faktisk flere biologiske, psykologiske og kulturelle årsager, som forklarer, hvorfor nogle har det sværere med mad end andre.

Biologi: Når broccoli smager for meget

Omkring 25 % af befolkningen er såkaldte “supertastere”. De producerer mere af det protein, som genet TAS2R38 koder for – og det gør dem særligt følsomme over for bitterhed. 

Det betyder, at smagen i f.eks. broccoli, kål og vin kan opleves langt mere intens og ubehagelig end for andre. Det handler altså ikke om at være urimeligt kræsen – men om at smage stærkere og mere intenst, end gennemsnittet gør.

Kultur: En madvare ét sted, en delikatesse et andet

Kulturelle vaner spiller også en stor rolle i, hvad vi anser som ‘normalt’. Herhjemme vil de færreste rynke på næsen, hvis nogen takkede nej til snegle i hvidløgssmør – men i Frankrig er det en klassisk delikatesse.

Et andet eksempel er lakrids, som er elsket af mange danskere, men ofte opfattes som mærkeligt i udlandet. Det at være kræsen overfor visse fødevarer kan altså i høj grad hænge sammen med kultur og opvækst.

Psykologi: Mad og minder hænger sammen

Negative oplevelser kan sætte sig fast i smagshukommelsen. Har man f.eks. haft et skænderi omkring middagsbordet eller fået madforgiftning fra en bestemt ret, kan det skabe en vedvarende modvilje – uden man nødvendigvis er bevidst om sammenhængen.

Det skyldes, at smag bearbejdes i hjernen tæt på de områder, hvor vores hukommelse og følelser sidder – og derfor kan én dårlig oplevelse sætte sig dybt. Kræsenhed kan altså også være et resultat af psykologiske koblinger, ikke blot smag.

ARFID: Når kræsenhed er mere end en vane

I nogle tilfælde kan kræsenhed være relateret til diagnosen ARFID (Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder) – en spiseforstyrrelse drevet af sansefølsomhed, frygt for ubehag (som kvalme, opkast eller smerter), eller manglende interesse for mad generelt. 

Det er en reel og anerkendt udfordring, der kræver forståelse –  ikke løftede øjenbryn.

Allerede i fosterstadiet påvirkes vores smag af, hvad vores mor spiser, og madvaner i barndommen former vores præferencer – og måske også vores tendens til kræsenhed senere i livet.

Men der findes faktisk en metode til at udvide dit madrepertoire og udforske dine smagspræferencer. Forskning viser, at jo flere gange vi smager en fødevare, desto mere tilbøjelige er vi til at kunne lide den – en effekt kendt som “the exposure effect”. 

Små børn skal måske smage 3-4 gange, ældre børn 8-10 gange, og voksne helt op til 15-20 gange – forudsat at man ikke er påvirket af nogle af de tidligere nævnte faktorer. Eller at man ganske enkelt ikke har lyst til at smage – for det er også en helt legitim præference. 

Uanset årsagen til kræsenhed er det vigtigt at møde hinanden med nysgerrighed og respekt –  ikke krav om “bare at smage én bid”.

For mange kan det gøre en stor forskel at have valgmuligheder og vide, hvad maden indeholder –  især i situationer med fællesspisning, hvad enten det er middag hos svigermor, restaurantbesøg med vennerne eller frokostordningen på arbejdet. 

En forstående og fleksibel tilgang kan være med til at gøre det nemmere og mere trygt at spise sammen med andre – også selvom man ikke kan lide alt på tallerkenen.